Anonym Kunstner har rødder i streetart-kulturen og udøver via sine installationer i byens rum en æstetisk og kritisk aktivisme. Værkerne er stedsspecifikke og indtager byrummet ved hjælp af enkle greb, der skaber en øget bevidsthed blandt borgere. Eksempelvis ligger en kop sammenkrøllet på en offentlig bænk ved et af de smukkeste udsigtspunkter ved Kongekajen i Helsingør, ved nærmere øjekast er koppen støbt i bronze og er en kommentar til, hvordan vi behandler affald i det offentlige rum. Kunstinstallationen blev taget godt imod af byens borgere og formåede at give byrummet et nyt æstetisk aspekt og hjalp på samme tid kommunen med at øge borgernes bevidsthed om egne handlinger og ansvar knyttet til affald. Fremfor traditionelle kommunikationskampagner opfordrer Anonym Kunstner således på en legende og åben måde borgeren til øget refleksion omkring egne handlinger i forhold til bla. forbrugskultur, miljø og ansvar. Anonym kunstner har også skabt værker til byrum, der har sat fokus på hjemløse, demokrati og aktiv deltagelse i folketingsvalg samt flygtningekrisen.
Værkerne er aldrig annoncerede og der er ikke værkstekster knyttet til de enkle installationer, i stedet er det målet at skabe nysgerrighed og forundring. Anonym Kunstner ønsker gennem sin anonymitet at skabe opmærksomhed omkring de skabte værker, fremfor kunstnerens personlighed og installationerne har skabt stor debat og omtale lokalt, nationalt og internationalt, når de bryder frem i bybilledet og får beskueren til at tage stilling til aktuelle problemstillinger i samfundet.